Børnelivet udspiller sig i hjemmet og i dagtilbuddet. Derfor er det vigtigt, at forældre og personalet i Spirehuset påtager sig den fælles rolle, at binde disse to forskellige arenaer sammen.
Jo bedre kontakten og samarbejdet er mellem forældre og pædagoger, des mere positivt og trygt oplever barnet dagtilbuddet. Et velfungerende forældresamarbejde kan desuden give børnene en bedre kognitiv og social udvikling. Det gælder især børn i socialt udsatte positioner. Pædagoger og forældre har hver især en unik viden om barnet. Når vi deler den viden med hinanden, bliver vi sammen klogere på, hvad der er vigtigt for barnet, og hvad vi sammen kan gøre for at fremme barnets trivsel, udvikling og læring – og ikke mindst det gode børneliv!