Den allerbedste start
I Spirehuset vil vi gerne give jeres barn og jer som forældre, den allerbedste start på det gode børneliv.
At starte i børnehave er en stor begivenhed og vi prioriterer modtagelse af nye børn meget højt. Vi planlægger en individuel modtagelse af barn og forældre, og vi tror på, at en god start i Spirehuset giver et godt børnehaveliv.
Inden barnet starter i Spirehuset, tilbyder vi et hjemmebesøg hos jer, hvor vi kan lære hinanden bedre at kende i barnets trygge miljø. Barnet lærer en voksen fra stuen at kende, der skabes et fælles tredje og der er tid til orientering om Spirehuset, drøfte gensidige forventninger og svare på evt. spørgsmål.
Sammen med jer aftaler vi rammerne omkring indkøringsperioden for jeres barn.
Det er vigtigt både for jeres barns tryghed – men også for, at I alle føler jer godt tilpas – at I lærer miljøet og personalet at kende.
Vi er 10 ansatte i Spirehuset med skiftende arbejdstider, så det er ligeledes også forskellige voksne, der er på stuerne om morgenen og eftermiddagen. Mød personalet her.
Vi vil alle i Spirehuset tage os godt af både jeres barn og jer som forældre. En af de voksne på stuen vil være jeres primære voksen, og vil derfor være særlig opmærksom på, at I som familie trives godt i børnehaven. Efter ca. 3 måneder, tilbyder vi jer en 3 måneders samtale, hvor vi taler om hvordan det går. I er til hver en tid, velkomne til at tage kontakt med spørgsmål, undren eller nysgerrighed på jeres barns dag i Spirehuset.
Vi vægter højt, at der er en tæt kontakt mellem hjemmet og børnehaven. Samarbejdet giver de bedste resultater med afsæt i jeres barns behov. Derfor aftales indkøringen individuelt og justeres undervejs af hensyn til, hvad der giver den bedste mening.